Jeg hedder Cecilia Madsen. Jeg er vild med glas og finder glasmaterialet utroligt spændende og processerne meget fascinerende. Jeg har en stor fantasi og elsker at udtrykke mig gennem min kunst. Nogle gange bruger jeg mest min poetiske sans, og andre gange min humor. Men jeg kan også lide alle former for enkelthed og geometri, samt et spændende farvespil.
Jeg har igennem mit arbejde på Kunstværkstedet Vasac Slagelse arbejdet med glaskunst siden 2010, men har i maj 2013 fået mit eget glasværksted på min privatadresse, kastanievænget 2, i Rosted ved Slagelse. Der kan interesserede komme og kigge ind og se, hvad jeg kan tilbyde af forskellige slags glaskunst. Jeg har ingen faste åbningstider, men du er altid velkommen til at ringe og høre, om jeg er hjemme eller vi kan aftale et besøg. Du er også meget velkommen i Galleri Soli, hvor jeg udstiller permanent. Der vil størstedelen af min glaskunst blive flot præsenteret. Ydermere kan der også i Galleri Soli opleves anden kunst , så som skulpturer og malerier af forskellige gæstekunstnere, samt Soli Madsens egne smukke malerier. Min mor, billedkunstner Soli Madsen, er ejer af galleriet.